Gensynsglæde vendt til sorg
DRUKNET: 28-årig var ikke påvirket af alkohol, da han druknede i grusgrav efter fest
Af Steen Højgaard
ANDEBØLLE: Ungdomshøjskolens forstander ved med sikkerhed, at den 28-årige
tidligere elev, som druknede natten til i går, ikke var fuld.
- Simon drikker kun sodavand. Sådan har det været tre-fire gange, han har
deltaget i sommerkurserne, og sådan var det også i weekenden. Simon var
matematiker og it-programmør, fortalte en meget træt og rørt forstander
Tange Rasmussen i går.
Få timer inden var den 28-årige tidligere elev druknet i en grusgrav ved
Andebøllevej 150. Sammen med en kvinde, der også er tidligere elev, badede
han ved tre-tiden om natten.
Efter lørdagens Andebølle Festival, hvor tidligere elever genser hinanden
og fester sammen med nuværende elever, deres forældre og lærere, var den
28-årige og kvinden gået til grusgraven.
- Den er omdannet til et skønt naturområde, og der er tradition for at
bade, når tidligere elever genser hinanden, fortæller Tange Rasmussen.
Kvinden, der bor i Jylland, badede sammen med den druknede mand, som boede
i København.
På bunden af søen
- Dykkeren fra Falck, som fandt Simon ved bunden af den tre-fire meter
dybe sø, har fortalt, at Simon lå indviklet i lange rødder, fortæller
forstanderen.
Inden da havde kvinden undret sig over, at den 28-årige var længe under
overfladen. Hun troede i første omgang, at han lavede sjov – men blev
urolig og råbte efter hjælp. Andre tidligere elever, som var gået foran,
hørte hende ikke. Men det gjorde lærer Per Frederiksen, som gik bagude og
straks slog alarm på sin mobiltelefon.
Resten af natten og søndagen på ungdomshøjskolen, der har 52 elever på 16
til 19 år, blev præget af ulykken.
Ros til lokal præst
Tange Rasmussen siger, at man gjorde meget ud af at få talt om ulykken.
Han er ikke meget for at tage ordet krisehjælp i sin mund.
- Men en Falck-mand gav mig det råd at kontakte den lokale præst. Og efter
højmessen kom sognepræst Jens Bang fra Vissenbjerg. Han holdt en
mindehøjtidelighed her på skolen, og præster kan sætte nogle ord på. Det
var rigtig godt for os alle, og Simons forældre kom også. De var
naturligvis dybt chokerede.
Over middag i går skulle skolekredsen holde generalforsamling. Lærere,
tidligere elever og andre sad triste ved det lange bord.
Bestyrelsesformand Poul Erik Pedersen fik ordet og sagde:
- Den måde, som I har taget hånd om hinanden på i nat og i dag, er flot!
Lad os holde et minuts stilhed.
Og efter godt et minut sagde han:
- Ære været Simons minde!
Generalforsamlingen kunne begynde, og på flagstangen uden for den gamle,
hvide hovedbygning var dannebrog på halv.